• Pernille Rosenkrantz-Theil vil trille børnene i vuggestue og børnehave: »En kæmpe gevinst«. K er mere skeptisk: »Kommer nok ikke til at ændre meget«

    Source: BDK Borsnyt / 03 Apr 2025 14:21:30   America/New_York

    Der skal ikke være mere end to kilometer til nærmeste daginstitution i København, hvis det står til Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Og så skal en pædagogmedhjælper kunne hente og bringe børnene i en ladcykel til daginstitutionen. En såkaldt trillevuggestue eller trillebørnehave, som i første omgang vil være en forsøgsordning. Forslaget kommer syv måneder før kommunalvalget, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil ønsker at sætte sig i overborgmesterens stol på Københavns Rådhus. Hun håber på, at forslagene kan lette presset på børnefamilierne. »Hvis det her forslag havde eksisteret, da mine børn var små, så ville jeg simpelthen have uddelt kys på kinderne til alle de politikere, der havde besluttet det. Det ville have været en kæmpe gevinst«, siger hun om sit eget forslag, der er inspireret af dagplejen i Odense Kommune. Forslaget vil dog ikke berøre særlig mange familier. Kun ti procent af de københavnske børn skal fragtes mere end to kilometer, når de skal i børnehave eller vuggestue. Langt størstedelen, hvilket vil sige knapt 20.000 børn, har nemlig en daginstitution inden for én kilometer fra deres hjem. Det viser tal fra Københavns Kommune. Et relativt hårdt krav Den nuværende pasningsgaranti er på fire kilometer, men det diskuteres også, om den skal sættes op til 5,5 kilometer. Forslaget kommer samtidig med, at daginstitutioner lukker i kvarterer som Nørrebro og Amagerbro. Her falder børnetallet nemlig. »Vi vil jo ikke udvide antallet af pladser, når der ikke er behov for det. Så vi vil organisere dagtilbudsområdet på en måde, så forældre kan få mulighed for at få plads til deres børn inden for to kilometer« siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Pernille Rosenkrantz-Theil vil også indføre flere opsamlingssteder for udflytterbørnehaver for at nå tokilometergrænsen. Trillevuggestuer- og børnehaver Pernille Rosenkrantz-Theil foreslår desuden at indføre et forsøg, som er inspireret fra trilledagplejerne i Odense Kommune. Her skal en pædagogmedhjælper samle børnene op i deres hjem og bringe dem til vuggestuen eller børnehaven i en ladcykel. Tilbuddet kaldes en »trillevuggestue« eller »trillebørnehave«. »Det vil være en enorm lettelse. Morgenerne er notorisk pressede, når man er børnefamilie«, siger Pernille Rosenkrantz-Theil. Begge forslag vil hun finansiere ved at tage fra Københavns Kommunes råderum. Ifølge Socialdemokratiets beregninger vil det koste omkring fem millioner kroner. Kold cykel frem for varm legestue Når pasningsgarantien ligger på fire kilometer, kan man risikere, at en pædagogmedhjælper skal trampe cykelstien tynd, før vedkommende har samlet alle kvarterets børn op. Hvor længe skal børnene sidde i cyklen? »Det kommer jo an på, hvad det er man lægger ind i forsøget. I Odense, der har de lagt det ind som betingelse, at man skal man bo tæt på.« Og vil du gøre noget af det samme med dem her? »Hvis man er inden for to kilometer – som bliver den fremtidige regel, hvis vi får magten – så vil alle jo bo tæt på, kan man sige«. K: kommer ikke til at ændre meget Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) synes, at forslaget om at bringe pasningsgarantien ned til to kilometer lyder fin, men han har en anke: »Det kommer nok ikke til at ændre meget.« Et gennemsnitligt barn i København skal gå 1.004 meter for at komme hen til sin daginstitution, siger han. »Så det er meget få børn, det drejer sig om.« Han påpeger, at nogle familier ønsker en børnehave, der ligger længere væk fra deres hjem, men som til gengæld ligger tæt på deres arbejde. »Der er frit valg, og der mangler ikke pladser i daginstitutionerne. Der kan være gode grunde til at vælge en daginstitution, som ligger nogle hundrede meter længere væk.« Jakob Næsager kan sagtens se pointen med en trillevuggestue eller- børnehave. Men det skal i hans øjne være den enkelte forældrebestyrelse i daginstitutionen, der træffer beslutninger om at hente og bringe børn. Det skal ikke besluttes på rådhuset, mener han. »Mange daginstitutioner har en ladcykel. Forældrebestyrelsen kan starte i morgen med den ordning, hvis den ønsker det. Så kan de også undgå at vente til næste kommunalvalg.« https://www.berlingske.dk/indland/pernille-rosenkrantz-theil-vil-trille-boernene-i-vuggestue-og-boernehave
Share on,